Boom Pearls

Pressemeddelelse:

Gitte Broeng: Dessert Room på Boom Pearls i Second Life.

Indtil 22. marts 2009

Dessert Room er et hybridværk, der blander ord/lyd/billede i en ironisk vision, som nedbryder vante forestillinger om et af livets sødeste fænomener: desserter.

Værket undersøger, hvad der sker, når al kontekst fjernes og et orienteringsløst rum opstår. Det er inspireret af Second Life’s ødeland uden fysisk realitet, hvor man kan bygge ”et andet liv” op fra grunden – dog uden dufte, smag og følelser. Sanser uden hvilke en dessert f.eks. ikke synes at være nogen nydelse – eller mad i det hele taget.

Udgangspunktet for værket er Broengs konceptuelle digt Hypotetiske Imperativer (Desserter) / Hypothetical Imperatives (Desserts) baseret på dessertopskrifter, som hun har ”tømt” for alle ingredienser. I stedet for beskrivelser af lækre desserter præsenteres vi udelukkende for imperativer som pisk, riv, dekorer. Madopskrifter benytter sig gerne af den slags bydeformer i instruktionerne, og hvis ingredienserne fjernes sker det pudsige, at opskrifterne vil fremstå som usanselige kommandoer. Helt omvendt af det produkt, de beskriver frembringelsen af.

Dessert er om noget et sanseboom. Der er tale om overflødige retter, vi ikke har brug for at spise, men spiser alligevel – af ren og skær nydelse. Gitte Broengs dessert rum på Boom Pearls’ landområde i Second Life er der imod blottet for sanselighed. Her mødes besøgende af en monumental opskriftsbog, der står som en opslået brun bygning – i ørkenlignende omgivelser. På siderne i bogen ses det vertikale kommandodigt og ved at trykke ”play” aktiveres Broengs oplæsning af ordene eller rettere ordrerne i dessert rummet. For at se installationen inde i Second Life følg venligst dette link:

http:/slurl.com/secondlife/Phyllira/169/139/90 , som vil teleportere din avatar til Boom Pearls i Second Life. Avatars kan laves på www.secondlife.com

Gitte Broeng f. 1973, bor og arbejder i København. Hun er digter og kunstformidler og interesserer sig for krydsfeltet imellem de to kunstarter. Udgav digtsamlingen ”Interiør”, Hurricane Publishing (2006), en bog som hun selv designede. Broeng har desuden publiceret tekster i danske og udenlandske tidsskrifter samt publikationer. Siden 2008 medredaktør af Den Blå Port.

Dessert Room er den tredje udstilling på Boom Pearls i Second Life. 8 kunstnere er blevet inviteret som ”nyankomne” i denne online verden, der hovedsaglig har brugerskabt indhold, og udstillingsprojektet viser kunst i overgangen fra ”Real Life” til Second Life – endnu inden kunstnerne har besluttet, om de ønsker at blive integrerede brugere af Second Life eller ej.

Screenshots og anden dokumentation kan ses på www.boompearls.com. Boom Pearls er kurateret af Jon Paludan.

Tak til Kunststyrelsen